I denne artikel kommer vi ind på nogle af de største salg i Superligaen nogensinde. Og vi kan allerede nu løfte sløret for, at mange af dem har fundet sted indenfor en forholdsvis overskuelig periode.
Talenter til toppriser
Det danske landshold har historisk set præsteret over evne, hvis man sammenligner med andre lande af nogenlunde samme størrelse befolkning. Det kan man blandt andet takke det strålende talentarbejde, der foregår i Superligaen for.
Hvis man kigger tilbage på tre af de største fodboldspillere, Danmarh nogensinde har produceret i Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Allan Simonsen, så har de allesammen trillet bold i den bedste danske fodboldrække i henholdsvis KB, Brøndby og Vejle Boldklub. Michael Laudrup nåede endda forbi både KB og Brøndby, inden han begav sig ud på sit udlandseventyr.
Talentarbejdet i Superligaen har i det 21. århundrede også fokuseret på spillere, der oprindelig stammer udenfor landets grænser. FC Midtjylland har længe haft stor fokus på at hente unge nigerianske spillere til Heden, mens FC Nordsjælland har fulgt samme linje bare i Ghana med deres Right to Dream-strategi. FC København har satset stort på deres U19-mandskab som har ført til flere unge spillere på førsteholdet og videre ud til verdenseliten.
Vi vil i denne artikel kigge på de største salg i Superligaen nogensinde, som er meget præget af spillere, der tog skiftet, da de var i mellem 19 og 22 år.
10. Mohamed Daramy fra FC København til Ajax (89,5 mio. kroner)
Da Mohamed Daramy brød igennem i Superligaen, var der diskussioner, der gik på, om han var den bedste spiller, som med sit nuværende niveau havde spillet i Superligaen nogensinde. Hans fart og vævre driblinger drev gæk med selv de bedste forsvarsspillere på daværende tidspunkt.
Det skabte interesse i Amsterdam, hvor Ajax var hurtige til at trykke på aftrækkeren i en aftale på knap 90 millioner kroner, som sendte Daramy til den hollandske hovedstad. Hos Ajax var planen nok, at han inden længe skulle bryde ind på førsteholdet og følge i fodsporene på Laudrup-brødrene, Kasper Dolberg og Christian Eriksen blandt andre.
Sådan gik det dog ikke. Og Mohamed Daramy blev efter én sæson lejet tilbage til FCK, hvor han genfandt formen, som senere sikrede ham et skifte til franske Reims.
9. Kamil Grabara fra FC København til VfL Wolfsburg (101 mio. kroner)
Den lange polske målmand gjorde først sin entré i Superligaen, da han i to sæsoner var lejet ud til AGF fra mægtige Liverpool. Det viste sig hurtigt at være en succes for både Grabara og AGF, der dengang havde David Nielsen som træner.
To billetter til kvalifikationen i europæiske turneringer og et sæt bronzemedaljer satte kronen på hverket for Grabaras tid i Aarhus, og så var han også vokset for stor til Smilets By – i hvert fald hvis man spørger ham selv. AGF forsøgte nemlig at gøre aftalen med polakken permanent, men hans fremragende præstationer i det aarhusianske mål gjorde, at FC København bankede på døren.
I hovedstaden hævede han barren for, hvad man hidtil har set en målmand præstere i den danske Superliga. Det var derfor også længe ventet, da han i sommeren 2023 sikrede sig et skifte til tyske VfL Wolfsburg. Et skifte, der dog først blev effektueret i sommeren 2024.
8. Victor Kristiansen fra FC København til Leicester City (104 mio. kroner)
Victor Kristiansen er indbegrebet af hårdt arbejde, og det har først ham til verdens bedste fodboldliga. Han blev som teenager stamspiller på et FCK-mandskab, der sikrede sig både Champions League-kvalifikation og et mesterskab i 2022. Det pyntede han med stærke præstationer mod både Manchester City og Bayern München i gruppespillet, hvilket gjorde ham til et yderst interessant emne for mange klubber i Europa.
Det endte med at være Leicester City, som løb med underskriften på venstrebacken, der også har bidt sig fast på det danske landshold i skrivende stund. Siden da har han været udlejet til Bologna, hvor han spillede under Thiago Motta. Og nu er han så tilbage i de engelske Midlands, hvor han danner forsvarskæde med Jannik Vestergaard med Mads Hermansen som sidste skanse.
7. Hakon Haraldsson fra FC København til Lille (112 mio. kroner)
Der begynde sig at tegne et billede af, at FC København er ret gode til at sælge spillere. De er dog kun at finde en enkelt gang senere på listen. Den islandske angriber Hakon Haraldsson bed sig egentlig kun for alvor fast i den københavnske offensiv, da Andreas Cornelius ikke kunne få gjort bugt med sine skader. Det er de dog nok ikke så kede af i FCK-bestyrelsen, da Haraldsson hurtigt fik mål i støvlerne, men det var egentlig altid hans arbejdsiver og presspil, der gjorde ham særlig værdifuld.
Det gjorde, at franske Lille fik øjnene op for angriberen, der ikke nåede at være førstevalg i FC København meget mere end en sæson. Siden da har han spillet 45 kampe for det nordfranske mandskab, hvor han har scoret fem mål og lagt op til otte.
6. Alexander Sørloth fra FC Midtjylland til Crystal Palace (119 mio. kroner)
Der var mange danske fodboldfans, der spar øjnene op, da FC Midtjylland kunne offentliggøre, at de kunne komme til modtage tæt på 120 millioner kroner for Alexander Sørloth, hvilket de også endte med at gøre. Han var den dyreste spiller solgt ud af Superligaen nogensinde på daværende tidspunkt – og det var desuden første gang, at en Superliga-spiller blev solgt for mere end 100 millioner kroner. Den oprindelige pris var dog 67 millioner kroner, men grundet bonusser steg den til næsten 120 millioner kroner..
Sådan er det, når Premier League-klubber viser interesse. Det skulle dog vise sig at være en postgang for tidlig til den bedste engelske række, da Sørloth kun formåede at score ét mål på 20 optrædener for Crystal Palace. Siden er karrieren kun gået en vej for den norkse angriber, og det er opad. Efter et ophold i KAA Gent og tyrkiske Trabzonspor rykkede han til RB Leipzig. Derefter røg han videre til Real Sociedad, Villareal og nu til Atletico Madrid, hvor han bliver anset som en af de skarpeste angribere i La Liga.
5. Kamaldeen Sulemana fra FC Nordsjælland til Rennes (127 mio. kroner)
Hvis Mohamed Daramy gav forsvarsspillere i Superligaen problemer, så var Kamaldeen Sulemana en reel katastrofe. Hans dribleevner kombineret med en eksplosiv fart og kreativitet gjorde, at han nærmest fik modstanderen til at ligne en lilleputspiller – især hvis han fik lov at gå en-mod-en. Det vækkede åbenlyst hurtigt interesse hos flere af Europas største klubber, der godt kunne se en stjerne i den lovende ghanesiske kantspiller.
Det var dog talentfabrikken fra Stade Rennais (Rennes), der løb med signaturen. Han nåede dog kun at spille halvanden sæson i den bedste franske række, inden Southampton bankede på døren med tæt på 190 millioner kroner.
4. Conrad Harder fra FC Nordsjælland til Sporting (142 mio. kroner)
Hvis man spurgte den gængse Superliga-fan, hvem Conrad Harder var for lidt over et år siden, var der nok ikke ret mange, der kunne svaret på det. Det er næsten at gøre Harders karriere i FC Nordsjælland til skamme, hvis man bare kaldet den en kometkarriere.
Den unge angribers karriere har taget raketfart mod toppen i sådan en grad, at han faktisk var kædet sammen med mægtige Manchester City som eventuel backup og angrebsmakker til Erling Haaland. Det var dog ikke den kurs Conrad Harder så sin karriere gå, og han valgte at takke ja til et skifte til den portugisiske hovedstad for knap 150 millioner kroner.
Transferen kan stige til 164 millioner kroner, hvis samtlige af eventuelle bonusser bliver opfyldt.
3. Ibrahim Osman fra FC Nordsjælland til Brighton (145 mio. kroner)
Endnu et produkt af FC Nordsjællands samarbejde med deres Right to Dream-akademi i Ghana. Og selvom Ibrahim Osman befinder sig på en tredjeplads, var han faktisk aldrig den dominerende spiller i Superligaen, som man nåede at se med flere af de andre unge spillere på listen. Han blev dog hurtigt stamspiller på Nordsjællands hold, og det var nok til, at Brighton, der er kendt for deres innovative talentarbejde, ville sende tæt på 150 millioner kroner til Farum.
Ibrahim Osman er dog blevet udlejet fra Brighton til Feyernoord, da de ikke kunne få arbejdstilladelse til den hurtige kantspiller. Det virker dog alt til at være efter planen, da Simon Adingra tog samme rute bare til en belgisk klub, inden han kom ind omkring Brightons Premier League-trup.
2. Orri Oskarsson fra FC København til Real Sociedad (149 mio. kroner)
FC København hentede Orri Oskarsson til klubbens akdemi få dage, efter han var fyldt 16. Og det skulle vise sig at være en god investering. Den arbejdsomme islandske angriber har vist sig at kunne score mål på alle niveau. Han scorede hele 41 mål i 40 kampe for FCK’s U19-hold, mens han også fandt vej til nettet fem gange i 14 kampe for Sønderjyske i 1. division.
Det sikrede ham en plads som spydspids for Jacob Neestrups tropper, men heller ikke her fik han lov til at være længe. Den spanske storklub Real Sociedad skulle finde en erstatning for førnævnte Alexander Sørloth, der sæsonen forinden var taget til Villareal, og det fandt de i FCK og Superligaen. Orri Oskarsson er også kommet godt fra start i Basketlandet, hvor han har nettet to gange i seks kampe.
Transferen kan stige til 171 millioner kroner, og FC København får derudover også 20% af transfersummen på Orri Oskarssons næste salg.
1. Ernest Nuamah fra FC Nordsjælland til RWD Molenbeek (186 mio. kroner)
FC Nordsjællan er ved at have mange beviser på, at deres Right to Dream-projekt i Ghana godt kan betale sig. Og det er Ernest Nuamah et af de største beviser på. Den hurtige offensivspiller var alt for god til Superligaen til sidst, og det var nærmest en offentlig hemmelighed, at der fandtes talentspejdere fra utallige europæiske storklubber, hver gang han var på banen for klubben fra Farum.
Den ghanesiske angriber skiftede i sidste ende til den franske storklub Lyon, men det var dog ikke dem, der først fik spillerlicensen, da transaktionen var gået igennem. Lyons samarbejdsklub RWD Molenbeek måtte selv punge op med tæt op 200 millioner kroner, inden ghaneseren blev lejet ud fra dem til Lyon. Det skabte af gode grunde kontroverser omkring skiftet, og hvordan man kunne omgå de finansielle fair play-regler.
Kantspilleren selv er dog nok rimelig ligeglad med, hvor hans spillerlicens har været henne, da han aldrig kom til at spille for Molenbeek. Han har dog på den anden side fået 37 kampe i Lyon, hvor det er blevet til tre mål og to oplæg.
Hvem kan blive Superligaens største salg?
Der er ikke mange blandt de aktive Superliga-spillere, der har god sandsynlighed for at kunne konkurrere med den sum, som Nordsjælland kunne se tikke ind på kontoen, da de solgte Ernest Nuamah. Og så alligevel. En spiller som Roony Bardghji var spået en transferpris større end 150 millioner kroner, inden hans knæ gik i stykker. Nu er spørgsmålet, om der stadig findes klubber, der er villige til at lave det sats. Eller om man skal se noget mere fra den svenske kantspiller, når han bliver sin skade kvit.
Derudover sidder FC Midtjylland også på et par guldfugle i Franculino og Dario Osorio, der godt kan komme til at blive solgt for mere end 100 millioner kroner. Det er dog svært at forestille sig, at de skulle kunne konkurrere med nogle af priserne i top tre på listen af Superligaens største salg.
Læs også: