Premier League højeste lønninger: Top 10 i 2025

Premier League var i mange år synonym med markedets absolut vildeste lønninger. Og selvom de efterhånden er blevet overhalet af den bedste saudiske række, så tjener man stadig godt som Premier League-spiller. Læs vores guide til Premier League top 10 højeste lønninger i 2025.

En håndfuld klubber udgør listen

Det er måske ikke så overraskende få klubber, der udgør top 10 over Premier League højeste lønninger. Alt i alt fordeler listen sig faktisk kun på fire forskellige klubber.

Og der er for eksempel ikke fundet plads til nyrige Newcastle, der ellers de facto er den rigeste klub i verden, eftersom de har hele det saudiske styre i ryggen.

Klubberne, der kan “prale” af en plads i top 10 Premier League højeste lønninger er: Chelsea, Liverpool, Arsenal og så de to Manchester-klubber City og United.

Liverpool har en enkelt repræsentant på listen, hvilket er det samme, som Arsenal og Chelsea kan mønstre (og dertil har Chelsea så lejet en United-spiller, som vi dog regner under United, da det er dem, der ejer den pågældende spiller.)

Netop kaosklubben Manchester United har tre spillere på listen, og Manchester City er måske ikke så overraskende topscorer med fire spillere i top 10 over Premier League højeste lønninger.

Premier League højeste lønninger

10) Bedst betalte PL spillere: Kai Havertz (Arsenal)

Årsløn/ugeløn: 129.584.000/2.492.000 kroner

Trods sin unge alder har Arsenals Kai Havertz allerede været en af de dyrere herrer i fodboldverdenen.

I transfersummer har Kai Havertz allerede rundet 1 milliard danske kroner – 1,162 milliarder kroner for at være mere specifik – med først skiftet fra Bayer Leverkusen til Chelsea og sidenhen fra Chelsea til Arsenal.

Når det gælder lønninger, er tyskeren heller ikke en billig herre. Og selvom der er langt fra Havertz til nummer 1 på listen over de højeste Premier League lønninger, så formår tyskeren med lige knap 2,5 millioner kroner i ugeløn altså at møve sig ind på vores top 10 højeste Premier League lønninger-liste.

Som den bedst lønnede i Arsenal er Havertz faktisk den eneste Arsenal-spiller på listen over de højeste Premier League lønninger. Det må siges at være ganske godt gået af klubben, når man tager i betragtning, at de har været den nærmeste udfordrer til Manchester City i de senere år.

(9) Premier League højeste lønninger: Jack Grealish (Manchester City)

Årsløn/ugeløn: 136.000.000/2.615.384 kroner

Efter at han i otte år havde begejstret Aston Villa og været med til at sparke dem tilbage i Premier League, skiftede Jack Grealish i 2021 til Manchester City.

City betalte kassen for Jack Grealish, der kom til at stå dem i lige under 900 millioner kroner, og som dengang gjorde ham til den dyreste spiller handlet mellem to Premier League-klubber.

Og det afspejler sig også i Jack Grealish’ løn. Den offensive ekvilibrist, som primært gør sig på venstrefløjen, scorer lidt over 2,6 millioner kroner om ugen.

Kontrakten løber i seks år, altså i første omgang frem til afslutningen på 2026/2027 sæsonen.

Til den tid vil Grealish have tjent 816 millioner kroner, altså lige knap det samme beløb, som Aston Villa scorede på salget af Grealish.

8) Højeste lønninger Premier League: Bernardo Silva, Manchester City

Årsløn/ugeløn 136.000.000/2.615.384

Der er flere spillere på vores top 10 højeste PL lønninger, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt de er deres høje løn værd. Manchester Citys Bernardo Silva er ikke én af dem.

Den klejne portugiser har været i Manchester City siden 2017, hvor han blev hentet i franske Monaco for omkring 375 millioner kroner. I den periode har Bernardo Silva kun i en enkelt sæson måttet tage til takke med mindre end Premier League guldet. 

I +350 kampe for City har Bernardo Silva leveret langt over et mål eller en assist i hver tredje opgør, og sammen med Kevin de Bruyne er han omdrejningspunktet for at levere den understøttende rolle for klubbens stjerneangribere.

For ulejligheden får Bernardo Silva altså mere eller mindre det samme i løn som klubkammeraten Jack Grealish og den næste på listen, Marcus Rashford. Der er nok ikke mange, der vil være uenige i, at Bernardo Silva med længder er den af de tre, der i højeste grad er pengene værd.

(7) Premier League højeste lønninger: Marcus Rashford (Manchester United)

Årsløn/ugeløn: 136.000.000/2.615.384 kroner

Det er som sagt Manchester United, der har næstflest spillere på listen over Premier League højeste lønninger.

Tre styk er der alt i alt, og den første af dem er hjemstavnsdrengen Marcus Rashford.

Marcus Rashford har spillet i Manchester United i hele sin karriere og har været et af få lyspunkter i en klub, der længe har været præget af kaos, elendig ledelse og en uforlignelig evne til at gøre gode spillere dårlige.

Marcus Rashford har flere gange været rygtet væk fra The Red Devils. Blandt andet har Qatars satellitklub PSG flere gange flirtet med Marcus Rashford.

Men i 2023 gjorde han en ende på spekulationerne for nu. Han valgte nemlig at forlænge sin kontrakt frem til 2028.

For ulejligheden tog Marcus Rashford sig betalt lidt over 2,6 millioner kroner om ugen, altså i samme luftlag som Jack Grealish og Bernardo Silva.

(6) Premier League højeste lønninger: Raheem Sterling (Chelsea)

Årsløn/ugeløn: 147.000.000/2.826.923 kroner

Der er ikke mange spillere, der kan prale af både at have spillet for Liverpool, Manchester City, Chelsea OG Arsenal. Men det kan Raheem Sterling.

Det lille boldgeni skiftede i 2022 fra Manchester City til Chelsea efter syv år i Manchester.

Handlen kostede Chelsea lidt over 425 millioner kroner, og den dengang 27-årige Raheem Sterling fik en femårig kontrakt, der løber til udgangen af 2026/27-sæsonen.

Hvis kontrakten bliver opfyldt, vil Raheem Sterling alt i alt have overført knap og nap trekvart milliard til sin NemKonto, når vi runder sommeren ‘27.

Det kan til gengæld også være, at det bliver svært at se for sig. Sidst i sommertransfervinduet 2024 skiftede Raheem Sterling således til rivalerne fra Arsenal på en lejeaftale, der løber for resten af 2024/25-sæsonen.

Om det bliver en succes eller ej, må tiden vise. Men det er i hvert fald svært at se for sig, at Raheem Sterling får karrieren på rette spor i den blå del af London efter at have tørnet ud for den røde storebror.

Højeste lønninger i Premier League

(5) Højeste Premier League lønninger: Jadon Sancho (Manchester United)

Årsløn/ugeløn: 158.000.000/3.038.461 kroner

I årevis lignede Jadon Sancho en af verdens største offensive talenter, da han jordede al modstand til side i Bundesligaen for Dortmund.

I 137 kampe for Dortmund nåede han samlet 114 mål og assists. Derfor lignede det en dyr, men fornuftig handel, da Manchester United i 2021 købte 21-årige Jadon Sancho for omkring 700 millioner kroner.

Jadon Sancho er dog siden blevet smittet med Unititis. Det er en sygdom, der plager mange spillere, der skifter til Manchester United.

Unititis gør, at gode spillere pludselig bliver røvelendige og mister al selvtillid og kærlighed til spillet.

I Jadon Sanchos tilfælde betød det, at han blev gladere for fodbolden på sin Playstation end til træning. Og så var det svært at overholde mødetiderne. Det blev starten på en lang konflikt mellem Sancho og træner ten Hag.

Først røg Jadon Sancho på leje til Dortmund, dernæst til Chelsea. Og ligesom Sterling formentlig har sagt farveller til sin Chelsea-karriere med lejeaftalen med Arsenal, så er det næsten nemmere at forestille sig Taylor Swift give Donald Trump en tungeslasker, end det er at se Jadon Sancho i vild omfavnelse af United-fansene, nu hvor han har valgt at tørne ud for London-klubben.

Dermed ligner Jadon Sancho endnu et frækt bud på et af de største fejlkøb i fodboldhistorien. Og dem har United efterhånden en del af!

Sancho fik en seksårig kontrakt i United, og når han at fuldføre kontrakten, vil han have tjent 948 millioner kroner. Det er dog nok også tvivlsomt, at det kommer til at ske.

(4) Højeste Premier League lønninger: Casemiro (Manchester United)

Årsløn/ugeløn: 158.000.000/3.038.461 kroner

Og så til den tredje og sidste Manchester United spiller på listen over de højeste Premier League lønninger.

I sommeren 2022 hentede United 30-årige Casemiro i Real Madrid for godt og vel en halv milliard.

Endnu engang forsøgte klubben at hente noget (dyr) erfaring ind og styrke balancen på et hold, der ofte ser lige så stabilt ud som Kanye West, når han har glemt at tage sin medicin.

Casemiro blev klubbens højest lønnede sammen med Jadon Sancho, da han fik en femårig kontrakt, der løber til udgangen af 2026/27-sæsonen.

Til den tid vil brasilianeren være 34 år gammel og have tjent omkring 790 millioner kroner. Tiden må vise, om han rent faktisk bliver pengene værd.

Uden at virke alt for hård ved brasilianeren, så har han efter en opmuntrende start fået det formdyk, som vi også beskrev i Unititis-tilfældet Jadon Sancho.

Og med sin fremskredne alder, ja, så ligner Casemiro endnu en trist sjæl, der vandrer hvileløst rundt på United-kirkegården, indtil pensionen melder sin ankomst. I det mindste tog han sig godt betalt for den psykiske svie og smerte.

(3) Højeste Premier League lønninger: Mohamed Salah (Liverpool)

Årsløn/ugeløn: 158.000.000/3.038.461 kroner

Med blot én spiller på top over de højeste Premier League lønninger har Liverpool et noget mere reserveret forhold til åndssvage kontrakter end rivalerne fra United.

Men i 2022 så klubben sig nu alligevel nødsaget til at slække lidt på den ellers stramme tilgang til budgetterne.

Dengang 30-årige Mohamed Salahs kontrakt stod nemlig til at udløbe året efter, og Salah virkede ikke 100% overbevist om, at han var interesseret i at forlænge.

Derfor sprang Liverpool rammerne for lønbudgettet og tilbød egypteren lidt over 3 millioner kroner om ugen i en treårig kontrakt, der løber frem til 2025.

Når den udløber, vil Mohamed Salah være 32 år, og der bliver det spændende, om Liverpool endnu engang griber til lommerne, eller om Saudi Arabien kalder.

(2) Premier League højeste lønninger: Erling Håland (Manchester City)

Årsløn/ugeløn: 170.000.000/3.269.230 kroner

Oppe i Norge, der boede en bomber. Og han hedder Erling Håland og har allerede sprængt alle rammer, når det kommer til målscorere i Premier League.

Erling Håland kostede Manchester City omkring 450 millioner, da City i 2022 købte ham som 22-årig i Dortmund.

Og selvom mange siden har sammenlignet Håland med vores egen Højlund, der kostede rivalerne for United meget mere, så er der ét punkt, hvor de ikke lader sig sammenligne.

Nemlig på lønnen. Erling Håland menes nemlig at score lidt over 3,2 millioner kroner om ugen i City. Og det er endda konservativt estimeret.

Han fik en femårig kontrakt, da han skrev under med City. Og når den når sin udgang, vil Erling Håland have tjent 850 millioner eller lige knap det dobbelte af, hvad han kostede i transfersum.

(1) Premier League højeste lønninger: Kevin de Bruyne (Manchester City) 

Årsløn/ugeløn: 181.000.000/3.480.769 kroner

Måske til nogles overraskelse er det dog ikke Håland, der topper lønningslisten i Manchester City.

Nummer ét på den liste – og på vores liste over de højeste Premier League lønninger i øvrigt – er nemlig belgiske Kevin de Bruyne.

Kevin de Bruyne har været i City siden 2015. Og i 2020 forlængede han sin kontrakt, så den løber til udgangen af 2024/25-sæsonen.

Til den tid vil Kevin de Bruyne have rundet de 34 år, og han vil have tjent omkring 905 millioner kroner.

Premier League højeste lønninger – opsummering

Det var vores gennemgang af de højeste lønninger i Premier League.

Med fire spillere på listen topper Manchester City – endda med de to dyreste spillere på listen. 

Men mon ikke Guardiola og co. er ret afklarede med dén prioritering? Den har trods alt kastet rekordmange mesterskaber af sig på kort tid.

Til gengæld kan naboerne fra United kun skele til, hvordan man kan rekruttere, når man kan finde ud af at rekruttere.

Og nå ja, mon ikke også der sidder nogle høje herrer i Chelsea og tænker på, hvad faen man egentlig havde røget, da man med transfersum og kontrakt tilsammen besluttede sig for at poste 1,16 milliarder kroner i Raheem Sterling, hvis han bliver kontrakten ud?

De svimlende summer er både sjove og fascinerende for mange af os at dykke ned i og prøve at forstå. For mange andre er de dog også et knap så flatterende billede på, hvad Premier League – og spillet generelt – er blevet til.

Der er langt fra de skæve kridtstreger på de midtjyske, fynske og sjællandske fodboldbaner, hvor mange af os fik formet vores kærlighed til spillet, og til nutidens legeplads for oligarker, svindlere og fantaster.

Læs også om:

18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening